Valg af fiskegrej

Jeg har en ide om, at kajakken hele tiden bør stå klar til udrykning, ellers kommer man ikke afsted med den. Jeg bor i Ebeltoft og selv om jeg kan lide alt muligt fiskeri, giver det mest mening at den altid er klargjort til fiskeri efter havørred - hornfisk - makrel - torsk, med almindeligt kastegrej. Det drejer sig om to fluestænger og to kastestænger, som også kan bruges til lettere dørgning. Den ene fluestang er en #8 og er med som ekstra. Desuden bruger jeg den også til geddefluefiskeriet. Den ene kastestang er på 8 fod, så den kan lige bruges med et bombardaflåd. Jeg valgt at adskille dette grej til kajakfiskeriet, sammen med endegrejet, fra mit grej til vadefiskeriet. Begge dele er hver for sig klar til at komme af sted. Det kan umiddelbart være en dyr strategi, men jeg gætter på at mange lystfiskere har lidt ekstra grej i skabene. Jeg har selv fundet nogle ekstra stænger og hjul frem som intet fejler. 

Blink og fluer

I dag er det moderne med gennemløbere igen, så dem har jeg en del af til mit vadefiskeri og bruger ikke andet. Og af dem har jeg måske igen kun 2-3 favoritter. Til kajak har jeg lavet en æske med mine favoritter, af blink fra gammel tid og så har jeg suppleret med et par, af mine favorit gennemløbere. Til dørgning har jeg anskaffet mig nogle nye og brugte flydende woblere, da det ikke har været noget jeg har dyrket før i tiden. Alt det findes normalt fast i kajakken til hverdag.  

Da jeg selv binder mine fluer har jeg lavet en æske, som er fast i min kajak. Igen har jeg fundet nogle gode gamle ubrugte travere frem, som der gennem tiden er blevet sat lidt i skammekrogen og har derudover suppleret med en håndfuld favoritter. Det handler om at have nok backup af endegrej, man ved kan fange fisk.

Stænger og hjul.

Til kajak har jeg valgt korte stænger. Det er blevet til en hel del, da de strækker sig over alt kystfiskeri inklusiv let pirkefiskeri og fladfisk til fiskeri i sø og brakvand. 4 af stængerne er Abu basic, fra mine unge teenageår. Gode gamle solide stænger i glasfiberrør på ca. 7 fod. Dertil har jeg også fundet nogle fornuftige hjul. Selvfølgelig har jeg indkøbt efter behov, men alt hvad der kunne bruges af det brugte er fundet frem. Når man står på kysten og kaster meget lange kast, med et stort blink eller en kystwobler kan man godt mærke hvis hjulet er blevet lidt slidt, ved de første omgange på spolen. Et sådan hjul vil fungere fint i en kajak, hvor de helt lange kast ikke er nødvendigt. Vi kan blot sejle tættere på og forsøger kun et langt kast til en spottet fisk. Desuden kan en stang på 9-10 fod også lettere håndtere lange kast efter min mening. 

Diverse.

Vandtætte grejbokse og tasker efter behov - Fangstnet - Lineklipper - Priest - Krogløsner - Sortiment af kroge, blinklåse, svirvler, lod osv. efter behov - Ekstra snøre, flueline, forfangsmateriale til fluefiskeri, Kniv og lille spækbræt. 

Vær opmærksom på, at det er nødvendigt med en god kvalitet vandtætte bokse. Det er surt hvis det hele ruster, når det ligger fast i kajakken. Det kræver dog alligevel lidt opmærksomhed en gang i mellem. Find en god balance så man hverken har for meget eller for lidt med. Under fiskeriet har jeg en lille beholder til dagens brugte endegrej. Når de er skyllet og tørre igen kommer de tilbage i min kajak.

Klar i skabet

Hvis der skal pirkes torsk, fanges flade eller målrettet makrelfiskeri har jeg en vandtæt taske klar til det. Det vil ofte være en udvidelse af det faste sortiment i min kajak, så derfor kan jeg blot fastgøre den bagved mit sæde. Det betyder også ekstra klargjorte stænger, som jeg har gjort plads til. Det samme gør sig gældende med grej til sø og brakvandsfisk, men der vil jeg fjerne mit kystgrej fra kajakken. 

Overflod af muligheder

Der er rigtig mange muligheder og det er det, der er så fedt med kajakfiskeri. Man kan medbringe alt muligt til alle tænkelige og utænkelige situationer. Der kan dog være en fare for sidstnævnte. Det vil jeg komme nærmere ind på i emnerne hurtig på vandet og sikkerhed på vandet.

Knæk & bræk! 

© 2021 Jesper Bech - Ebeltoft Dk
Drevet af Webnode
Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang