Fluefiskeri fra kajak
Forord
Nogen ville tænke at det kunne være lidt bøvlet, at kaste med fluestang fra en kajak. Dette kan også være rigtigt, medmindre man tager højde for lidt forskellige ting. Jeg vil komme ind på mine egne erfaringer, om hvordan man får integreret fluestangen, sammen med det andet grej på en kajak. Jeg vil anbefale, at man også læser mit afsnit om valg af grej til kajakfiskeriet generelt. Udgangspunktet for dette afsnit er kystfluefiskeriet, og at du allerede har gode erfaringer med fluefiskeriet. Jeg dyrker også geddefiskeriet af og til, men vil hellere henvise til Henrik Leth, som dyrker dette fra en Anderson Pontonbåd. Grundlæggende er strategien den samme, om det sker fra en kajak eller pontonbåd. Henrik har fanget tusindvis af gedder på flue og har beskrevet dette fiskeri på sin super gode hjemmeside brakvand.com

Valg af grej:
En fluestang og hjul i den klasse, du normalt ville anvende til fiskeriet. Personligt foretrækker jeg stænger på 8 fod og ikke det mest bekostelige udstyr. Der bliver ofte skramlet lidt mere rundt med grejet i en kajak. Længden er for mig vigtig pga håndteringen i en kajak. jeg skal kunne nå top øjet og det er fint, hvis stængerne ikke stikker for langt ud fra kajakken, ved transport o.s.v. Selvfølgelig kan man blot bruge det samme grej, man normalt benytter på kysten.

Fluelinen:
Fluelinen er for mig det vigtigste. Der findes så mange varianter, at man nemt kan tilpasse sig til situationen. Jeg foretrækker en helline med forholdsvis kort kasteklump. Densiteten er som jeg normalt ville bruge på kysten i waders. Hvis det er nødvendigt kan man justere med en polyleader eller/og bruge belastede fluer. Mit fluefiskeri foregår oftest over samme dybte, som kystfiskeriet med fluestangen. Hvis jeg vil fiske dybt har jeg netop andet grej lige ved hånden i min kajak.
Strategi:
I en kajak har man muligheden for at opsøge steder, der ikke er overrendte eller er utilgængelige med waders. Det kunne være steder med småøer eller holme. Det kunne være rev et stykke fra land. Det kunne være steder som umiddelbart er utilgængelige fra landsiden over privat jord. Et søkort kan også være et nyttigt redskab til at spotte de gode uopdagede steder. Man kan også montere et ekkolod med gode søkort og Gps.
På en hel fiskedag kunne min strategi nemt gå ud på, at dørge med flydende wobler på lidt dybere vand og drive på langs af kysten hjem. Dermed kan man effektivt affiske badekar og tangbælter tæt på land, med korte præcise kast. Vindforhold strøm og bølger har naturligvis en stor indflydelse på hvor nemt det kan være. En kajak med pedaldrev og et godt ror fungerer rigtig godt til den slags fiskeri. Jeg har valgt et MD 180 drev til min Hobie, da man kan bakke og holde positionen lettere. Suppleret med muligheden for drivanker og anker i forskellige udformninger kan det være særdeles effektivt. Det handler jo også om timing og ofte noget kendskab til forholdene for at planlægge dagens strategi. Man kan få afsøgt en masse vand i en kajak, og det er jo ofte en afgørende faktor for fangst succes. Man har også muligheden for at hoppe ud af kajakken og vadefiske nogle steder. En godt anker vil også i den situation være en god ting.

Praktisk indretning til fluefiskeri:
Det siger sig selv, at fluelinen kan gribe fat i alle mulige ting, man har monteret eller liggende i sin kajak. Derfor skal man selvfølgelig have fokus på det inden der monteres alt muligt gøgl. Heldigvis findes der rigtig mange smarte løsninger, med holdere man kan flytte ting rundt i. En kajak med pedaler kan nemt drille, da fluelinen kan blæse deromkring ved indtagning. Det har jeg løst med en flexistripper i bunden foran sædet. Der foruden har jeg en linekurv på den ene side af kajakken.


Siddende eller stående under fiskeriet.
Personligt bryder jeg mig ikke om, at stå op i min kajak selvom den er meget stabil. Jeg foretrækker et godt sæde, som kan sættes højt. På det punkt har min Hobie pro angler et fantastisk sæde. Man har et godt overblik og samtidig en rigtig god siddestilling til fluekast. Noget tyder på at der kommer flere kajakker på markedet, med de mere luksuriøse sæder. For mere stabilitet hvis man vil stå op under fluefiskeriet, kan der monteres pontoner på siderne. De findes i flere forskellige mere eller mindre praktiske udgaver. På nederste billede er vist en Rønnest kajak med de originale pontoner. De var lidt bøvlet at montere i vandet, hvis der var lidt bølger. Desuden var den meget bred at håndtere hvis de blev monteret på land. Jeg provokerede Henrik Rønnest lidt for sjov med et karpesæde, da man sad dårligt i det originale. Man sad simpelthen for dårligt til fluekast og selv om den var bred, var der ofte lidt søgang når man stod op og kastede med fluestang.


Jeg håber det har givet lidt indblik i hvilke fordele og ulemper der kan være ved at fluefiske fra en kajak. Heldigvis findes der i dag et enormt udvalg af kajakker og udstyr, så måske har denne side givet lidt hint til hvordan det kan gribes an.
Knæk og bræk :-)